Olenas world: Anmeldelse af teaterstykket ”Sig noget! Når døden bliver en del af livet”

”En frustration der æder mig op. Hiver mig væk fra alt jeg elsker, hvem tør jeg stole på? Døden rammer alle, ordene forsvinder. Intet andet end vrede. Sig noget. (I skulle ha´sagt noget)?”

Af Olena Denysyuk

Døden. Sygdom. Angst. Tabu.

De fire ord kunne have været overskrifter til de personlige fortællinger, som bliver fortalt af unge og voksne på Betty Nansens teaterets scene. Tretten modige mennesker står på scenen og deler deres smerter, ondt i kroppen , psykiske stress, pres i brystet eller søvn paralyser, der var og til dels stadig er en del af deres liv. Alt sammen som en konsekvens af, at have mistet et nært familiemedlem som barn. En mor, far, bror, søn, eller søster. I dag siger de noget gennem teaterstykket ”Sig noget! Når døden bliver en del af livet ”, som er deres historier om døden og livet.

Døden og følelser er stadig et tabu i vores moderne, travle og selvcentrerede liv. Et tabu, der skal brydes, selvom det kan være grænseoverskridende, ubehageligt og akavet! For de sørgende skal ikke lide i stilhed. Og døden er en del af livet. Dit og mit. Allesammens.

”Sig noget!” er et stykke, der perspektiverer tabuet og kan gøre en forskel. Fra scenekanten bliver låget lettet for de følelser, der kvæler sjælen og kroppen og der bliver givet plads til tårer, kærlighedserklæringer og et sidste farvel.

De tretten modige mennesker fortæller åbent og sobert om deres oplevelser og deler deres meninger under stykket og i en spørgerunde efter stykkets afslutning. Smerte bliver fortalt gennem monologer, fred og lettelser gennem dialog, vrede og minder gennem rap, ensomhed gennem sangen.

Hvordan er det at miste en som barn? Og hvordan ”bearbejder man sine følelser?”, bliver der spurgt om fra scenen. Er det at græde? At snakke? Gå til psykolog? Drikke whisky derhjemme? Kysse halvdelen af København og hvem der eller kom på Kulør bar? Og er der noget rigtig eller forkert at sige til en, der mister? Er det ”HANDLING FØR ORD”? Skal man gemme sig under dynen? Som en af de medvirkende fortæller under stykket:

”Jeg puttede mig godt ind under min dyne. Det var min dyne, som ingen kunne se. Varm og rar, god til at holde alle de ubesvarede spørgsmål og den dårlig samvittighed på afstand. Den blev for tung at løfte væk. For svær at trække væk fra over hovedet. Så jeg tog den med i skole og havde den om mig, når jeg skrev mine stile og løste 2. Grads ligninger. Når jeg røg mig skæv. Når jeg spiste og kastede op. Lidt efter lidt glemte jeg den og vi voksede sammen, den og jeg.”

I dag skinner solen. Og deres øjner skinner også. Livet sejrede alligevel.

Men fik deres sjæl det lys, der blev taget fra dem?

Stykket er ”syet” sammen af rørende personlige fortællinger: små fortællinger, men alligevel så store. Det er smukt og meningsfuldt, ærligt og rørende. Og ikke mindst, meget professionelt og livsbekræftende, på trods af at det er spillet af unge, der står på scenen for første gang i deres liv. Det er ikke rigtigt skuespil, men alligevel ”velspillet” på grund af de autentiske følelser, der bliver investeret. Og der gemmer sig fine humoristiske detaljer og overraskelser, mellem de lidt tungere indslag.

Skuespillernes sjæl, varme og energi blev modtaget af publikum med tårer i øjnene, klumper i halsen, larmende stilhed og med et smil på læben. Jeg mistede selv min far, da jeg var 17 og har aldrig givet slip på smerten; at se stykket var det smukkeste, jeg har oplevet.

Stykket er slut. Jeg husker selv min fars sidste smil til mig, hans sidste bekymring over mig, og hans sidste farvel, hvor han selv ikke vidste, at alt dette bliver det sidste. Og jeg er helt alene om det. Men alligevel ikke. Solen skinner og livet fortsætter. Alle har bearbejdet deres følelser, på egen vis.

Fakta:

INSTRUKTION: Madeleine Røn Juul
SANGUNDERVISNING: Donna Cadogan
RAPUNDERVISNING: Ali Sufi
Forestillingen varer en time og spiller på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg Allé 57. Fra 12 år og op.
Bestil gratis billetter på www.contact.dk