Af Olena Denysyuk
Det ”at turde” og ”gøre” ville måske for nogen betyde at komme ud af tryghedszonen. Men for at prøve at komme ud af tryghedszonen, må der findes værktøjer. Men kan også søge hjælp. Kim Wilde, en selvstændig konsulent indenfor salg, selv søger hjælp (af en coach), når han skal udfordres.
Men det er os, der skal tage ansvar for vores egne ændringer. Derfor er det vigtigt at være bevidst om sig selv. Det er bevidsthed om ydre rammer, bevidsthed om de ændringsgrader, vi skal foretage eller ikke foretage, samt bevidsthed om at være til stede, bevidsthed om vores kropssprog, bevidsthed om vores integritet, bevidsthed om Jantelovsgrader. Det er nogle af de ”værktøjer” man kan bruge for at hjælpe sig selv til at stimulere til forandringer, komme ud af en tryghedszone, bryde dårlige vaner og skabe nye muligheder.
”Vi mennesker er tryghedsnarkomaner”, siger Kim i vores interview. Derfor kan vi ikke lide forandringer.
Men for at opnå noget, skal der være en eller anden forandring i vores liv. Nogle gange kan forandring være skabt af vores egen vilje, nogle gange af vores omstændigheder, eller bare som følge af naturlove.
Nogle forandringer vil blive umulige at undgå - dem kommer vi til at acceptere som en naturlig del af vores liv.
Vilje og evner
Men der er også forandringer, som vi selv skal provokere frem eller stimulere. Men det kan være grænseoverskridende. Og når det så er sket, kommer der ofte positive ændringer, nye muligheder eller positive overraskelser. ”I det sekund, vi føler, vi ikke gør nytte nok, så skal vi begynde at kigge på vores mønster”, siger Kim, ”så er det tid til forandringer”. Når du ser det, kommer der som regel en vilje. Vilje og evner (så det kan lade sig gøre) til at fremprovokere ændringer er de to væsentlige skridt i en ændringsproces.
Viden
Men meget tit er vilje ikke nok. For at fremprovokere forandring skal der være viden til stede. For forandring kan ikke begynde uden viden. En form for viden er uddannelse, kurser og måske også erfaring (mekanisk viden, som forholder os til slut mål). Men viden om vores bevidsthed (adfærdsmæssig viden, som forholder os til selve processen) er lige så vigtigt et ”værktøj” til at stimulere forandring, eller komme ud af tryghedszonen. Bevidsthed om sig selv i samspil med andre menneskers behov (”integritetsgrad”, som Kim kalder der) er også en vigtig brik i en ændringsproces.
Tilstedeværelse
Vi skal også lære at være 100% til stede. Vi skal gøre det bevidst. Kim har lært at være til stede på den hårde måde: For 14 år siden fik han et barn med Downs syndrom. Han siger selv, at ”jeg blev tvunget at revurdere min tilstedeværelse.” Men det er faktisk ikke de ændrede omstændigheder, der har lært ham at ændre sine gamle mønstre, det er snarere konsekvenserne, hvis han ikke kommer til at ændre sig. Men vi skal også lære at fremprovokere forandringer.
Kropssprog
Endvidere kan det være nyttigt og sjovt at kunne være bevidste om vores kropssprog. Vi kan faktisk i en vis grad ”træne” os til at være bevidste om vores kropsprog. Hvis vi vil vise ubevidst (eller bevidst) at vi har sympati for en person, vi har en dialog med, kan vi afspejle den andens kropssprog. Vi kan også bare kigge rundt og se, hvordan andres kropsprog er og prøve at afspejle det. For et kropsprog er en ”visualisering af det, vi vil gerne vil”.
Ydre rammer
Bevidsthed om selvsikkerhed, samt bevidsthed og forståelse af eksterne rammer er lige så vigtig. Samspil af de to faktorer er ifølge Kim ”kernen af vores sociale navigationssystem”, som definerer vores identitet. Hvis vi vil ændre os til at være mere selvsikre, skal man nok kigge mere rundt. ”På en cafe i København er der større rammer for at tillade en at være selvsikker, mens der på en grillbar i Vestjylland ikke er så meget spillerum, før det bliver opfattet som arrogance”.
Vores eget ansvar eller ydre omstændigheder?
ReplyDeleteDu har mange gode synspunkter Olena, det at live i nuet og være bevidst om sin egen identitet er en øvelse som kræver reality check – hver dag. For det er meget nemt i dagens Danmark at blive ”påmindet” om at man skal følge reglerne og gør sin pligt. Det er som om vi er forpligtet til at være gode borgere og bidragsydere for at samfundet skal fungere, men vi er ikke bevidste nok i vores valg.
At være en del af flokken er ikke et mål i sig selv, men et valg for alle som er tryghedsøgende, og det respektere jeg.
Og så er alle de andre, som Kim Wilde, der bevidst vælger farven rød og turde være provokerende. Det husker vi.
Vi hilser mennesker som er anderledes og følger efter dem fortryllet af deres stærke personlighed, men hvad med os selv, ”kan vi træne os?” som du siger. Hvornår er man bevidst om ”Nu sker der noget for mig og andre lægger mærke til det”. Skal man give sig selv et klap på skulderen hver dag eller skal man vente på at få ros. Svaret er åbenlyst.
En invitation til din næste blog, skriv top 3 (eller flere) øvelser du laver hver dag som rykker dig ud af din tryghed zone.
Jeg er meget taknemlig, for at du tog dig tid og læste min artikel, Reni – det gælder alle mine læsere.
DeleteDu skriver ”at være en del af flokken er ikke et mål i sig selv, men et valg for alle som er tryghedssøgende”. Men for mig er det at være en del af flokken faktisk et mål, der kræver, at jeg tværtimod skal sige farvel til min tryghedszone. Jo tættere jeg kommer til mit mål, jo mere hårdt arbejde kræves der. Hvorfor? Fordi jeg vil ikke ud af min tryghedszone. Jeg vil bare ind.
Så hvad er tryghedszone for mig? Og hvad gør jeg for at rykke mig ud af/ind i min tryghedszone? Det kan du læse i min næste indlæg. Og tak for invitationen.