Det er ikke længere godt nok, at være en STRATEGISK LEDER, som i det
skjulte kan være utopisk. I dag skal ledelse være BÆREDYGTIG, fordi vores
psykiske helbred er i ledernes hænder.
Af Olena Denysyuk
I den ideelle virksomhed vil jeg forvente, at strategisk ledelse styres på
baggrund af STRATEGISKE mål, som en virksomhed forholder sig til, dvs. dens
vision, mission, markeds situation, konkurrence, resurser. Traditionel eller
hierarkisk, økonomisk, innovativ, kreativ ledelse
er ”bare” en proces, der hjælper til at gennemføre målet. Men i sidste ende
bliver ledelsesbeslutninger taget til gavn for virksomhedens indtjening, med effektivisering
i fokus.
Her kommer motivation, anerkendelse, personlig udvikling og teamwork ind
i billedet. Det er de strategiske ledelsesværktøjer, der hjælper ledere og
medarbejdere med at komme tættere til målet, eller overleve på den
konkurrencemæssige slagmark, eller styre organisatoriske ændringer eller opnå
fordele ved vidensdeling. Derfor får vi
også friheden til at udføre vores arbejde, fordi ”det rummer værdier, som
ordentlighed, arbejdsmoral, socialt ansvar og effektivitet”, der også hjælper
med at komme til målet.
Men noget kan gå helt galt: på tidspunkt brænder vi simpelthen ud, selvom vi bliver glade og
tilfredse for vores arbejde. “Ofte brænder vi netop ud, når vi er mest
tilfredse og føler os på sporet. Det er nemlig der, vi bliver dødmotiverede”,
siger Christian Ørsted, som har arbejdet med coaching i 15 år. Og det er virkelig
farligt for vores helbred, vores innovative kompetencer, vores familier og liv…
Fordi der er mange psykologiske mekanismer på spil, kan alle de ”moderne” ledelsesværktøjer derfor delvist være utopiske. Og det sker, når vi (medarbejder og leder) simpelt hen ikke forstår de usynlige psykologiske mekanismer på arbejdet, der står bag motivation, anerkendelse, personlig udvikling og teamwork. Og det kalder Christian Ørsted en årsag til Livsfarlig Ledelse: ”Vi har skabt en ledelseskultur, der reproducerer sympatiske, men i sidste ende umenneskelige organisationer”
Og det kræver et radikalt skift.
Om ”Lifsfalig Ledelse”
Med hans 15 år lange erfaring med ledelsescoaching, har Christian Ørsted i
sin ny bog ” Lifsfalig Ledelse” fortalt hvordan og hvornår strategiske ledelse kan gå
galt. Fortællingen er letlæseligt fremstillet og velstruktureret, eller som man siger, med en rød tråd. Alt dette
handler om det danske moderne fænomen: stress.
Så stress mønstret består af:
Myten om motivation
Myten om anerkendelse
Myten om personlig udvikling
Myten om team work
Her kigger Christian på de ”anerkendte” ledelsesværktøjer med de kritiske
briller, han har skabt sig gennem hans 15 årlig erfaring som coach.
Jeg synes Christians mønstre (fortællingen) om det danske stress fænomen er
krydret med meget spændende og chokerende virkelige historier om den usynlige
psykologiske belastning på arbejde. Det er så spændende, at de resulterede i, at
jeg kunne ikke adskille, hvad er mere eller mindre vigtigt.
Det var også spændende at lære om de psykologiske mekanismer i krig og i
vores arbejde; samt børnepsykologi og arbejdspsykologi. Men nogle gange var parallellerne
mellem ledelse i krig og ledelse på arbejde alt for grove. At være i
krig og at være på arbejde, er altså ikke det samme, og motivation/ledelse
eller team-ånd i krig og på arbejde kan ikke sammenlignes. Der er en lang række
andre faktorer på spil på de to helt forskellige fronter.
Historier er betagende, men for mit vedkommende, med alt for grov kritisk
blik. Ligesom, de 4 ledelsesværktøjer, motivation, anerkendelse, personlig
udvikling og team work KUN kan, ”føre
til kamp for magt og belønninger… kan de
også føre til at vi bliver for grådige, narcissistiske eller neurotiske til at
disponere ordentligt over vores liv og vores arbejde… De motiverer os til punktum
når arbejde bliver det højst prioriterende aktivitet i vores liv...”
Nogle konklusioner var også svære at acceptere. For eksempel når en leder
motiverer, ifølge Christian, opstår resultaterne som et biprodukt af den rette adfærd:
”Man får
altså ikke den adfærd, man belønner. I stedet får man effektivt fjernet
opmærksomheden fra at gøre det rigtige, til i stedet at skabe fokus på, hvad
der udmønter sig i den største belønning. Det er i bedste fald den direkte vej
til fejlmotiverede medarbejdere. Man fjerner medarbejdernes glæde og stolthed ved
at gøre deres arbejde ordentligt. I værste fald opnår man en kultur, hvor det
at lyve, snyde og forfalske bliver for fristende".
Christian kom med et eksempel fra Enrons livsfarlige ledelse, der
resulterede i grådighed og nærmest dyrisk adfærd. Men der er kun få (dokumenterede)
tilfælde af denne type biprodukt, som er et resultat af motivation. I bund og
grund så opstår sådan et umenneskeligt biprodukt af det system vi bor i. I den
finansielle verden er det markedsbaserede system skyldigt, ikke motivation
alene.
Ellers var Christians konklusioner begrænsende, eller der manglede uddybelser. Så selvom Christians fortællinger
er spændende, men de er lidt for formindskende og overfladiske. Det er fortællende historier, rettet mod en bred
målgruppe. Men emnet er meget sensitivt, flere dimensionalt. På arbejdet kan
ledelsen være ”bare et spil”, der ødelægger vores helbred, og det kan være
strategisk, kreativt, autentiskeller rart.
Desuden står der andre fine psykologiske mekanismer bag
motivation og anerkendelse, som for eksempel støtte, hjælp til at drømme kan gå
i opfyldelse og bekræftelse af ens styrke. Så jeg synes, det er lidt farligt at
begrænse de historier kun til den ”mørke” side.
Men når det handler om det danske stress-fænomen, så er det aktuelt, at diskutere
om der burde være en, der tager ansvaret for vores psykiske helbred. Tit
konkluderer vi, at det er ledernes ansvar. Men lederen er også et menneske. Han
bliver styret af en anden leder, eller af en medarbejder. Lederen er også et
biprodukt af de værktøjer og modeller han har lært på Business Schools, eller det
system han bor i (jeg ville så gerne skrive om den ledelsestilgang, der er
styret af shareholder value, frem for stakeholder- men det bliver nok min næste
post).
Så hele bogen er et rigtigt godt "budskab" om at vi skal passe på
hinanden. Det er et fælles ansvar at være ansvarlig for vores psykiske helbred
og vinde vej til bæredygtige ledelse.
Og det kræver et radikalt skift: ”Spørgsmålet er ikke, om vores samfund kan bevare
effektiviteten, når vi ændrer på dette, men hvorvidt vi overhovedet kan være
produktive, hvis ikke der sker et radikalt skift i den måde, vi leder på. De
langsigtede konsekvenser underminerer ikke kun den menneskelige psyke, men
kortslutter også den produktivitet og udvikling, der var hensigten med den nye
ledelse i første omgang”.
Men hvordan begynder man så? Man kan for eksempel,
starte ved kigge på ledelsesværktøjer, der, bogstaveligt talt, dræber os på
arbejde. Nærmere, vi kan begynde med at lære de skjulte psykologiske mekanismer
på arbejdet.
Ellers kan vi finde på de nye historier, der kan
skabe bæredygtig ledelse. Og det gøre
Christian også (læs mit næste indlæg).
No comments:
Post a Comment